Når dit barn mistrives, så påvirker det naturligvis også dig som forældre. For når vores børn ikke trives, så skaber det bekymringer og måske frustrationer eller vrede – særligt, når vi ikke er i stand til at hjælpe dem, kan vi fx opleve frustration, vrede og afmagt eller andre ubehagelige følelser.
Det kan for nogle familier blive en kæmpe mentalt og tidsmæssig udfordring, som kan være svær at være i – og bare tanken om almindelige hverdagsopgaver så som indkøb, madlavning mm. kan gå hen og blive nærmest uoverskueligt.
Der kan være flere ting, der fylder og udfordrer barnet, fx:
- Konflikter
- Mobning
- Utryghed
- Præstationsangst
- Nervøsitet
- Ingen eller få venner
- Ikke vil eller tør deltage i sociale arrangementer
- Mangel på selvtillid
- osv
Det gør det særligt svært som forældre, når vi både ser, hører og mærker vores børns smerte, utryghed, ensomhed, manglende tro på og tillid til sig selv.
Når vi skal lytte til det, der er svært i deres liv – og når gråden og tårerne vælter frem, så de nærmest ikke er til at trøste igen. Eller når de råber og skriger, smækker med døren eller kaster med ting i vrede og frustration.
Alle børn har dårlige og gode dage, men når et barn over en længere periode ikke trives, så påvirker det naturligvis hele familien. Selvom du på bedste vis forsøger at skjule eller dæmpe det, for at beskytte de andre børn, så kan det ikke helt undgås, at de hører noget.
Desuden mærker vi alle den stemning der er – og særligt, når noget har ændret sig i familien, både det glædelige, det triste og det udfordrende.
Måske går meget af din tid med at tale med og trøste dit barn – så der ikke er det samme overskud til de andre børn (hvis der er flere) eller til almindelige huslige opgaver så som indkøb, madlavning, madpakker, rengøring, havearbejde mm.
Det samme vil for mange ske på jobbet. At det kan være svært at fokusere på opgaverne, fordi man måske forestiller sig – eller har svært ved ikke at forestille sig – hvordan barnet mon har det i skolen (eller børnehaven).
Det kan fylde så meget i ens tanker (og følelserne i kroppen) , at det kræver en særlig styrke at komme igennem dagen.
Så hvordan kan du hjælpe dit barn til at få det bedre – og indirekte hjælpe dig selv og resten af familien?
Det er formålet med dette foredrag, der stiller skarpt på, hvordan du kan hjælpe dit barn bedst muligt til at få det bedre, blive gladere, mere selvsikker og robust – så det bliver lettere og sjovere at gå i skole og være i livet.